Fordele ved styrketræning

 
01-03-2011
Styrketræning

Styrketræning er ikke kun forebeholdt mænd, der vil have store muskler. Der er flere helbredsmæssige fordele ved at styrketræne din krop.

Styrketræning er træning, som gør dine muskler stærkere. Årsagen til at du bliver stærkere, når du træner styrketræning, er princippet om superkompensation. Under træning påvirker du kroppen med en højere belastning, end den er vant til, og der sker en lille nedbrydning af dit muskel-, knogle- og senevæv. Efter træning genopbygges de tre slags væv. Som en slags forsvar mod ny denne nedbrydning, så genopbygges det i en stærkere udgave end før.

Der er mange helbredsmæssige fordele ved at styrketræne.

Det er skadesforebyggende
Styrketræning vil gennem hele forløbet forøge din muskelstyrke og holdbarheden i dine led. Det medfører, at kroppen kan klare en større belastning, inden den må sige fra. Har du tendens til let at blive skadet, så vil styrketræning hjælpe til med at holde skaderne væk. Er skaden sket, er styrketræning en vældig god måde at genoptræne på. Der findes et utal af muligheder for netop at genoptræne din skade på bedste vis. Det er her muligt at tilpasse belastningen på din krop, så den passer præcist til din skade.

Sætter forbrænding i vejret
Din forbrænding sættes også i vejret, og du får lettere ved at tabe dig eller vedligeholde din vægt.

Sygdomsforebyggende
Styrketræning virker forebyggende på en række udbredte livsstilssygdomme som for eksempel diabetes og forhøjet blodtryk.

Styrketræning er for alle aldersgrupper, og det er aldrig for sent at komme i gang. Ældre er ligeså modtagelige for styrketræningens positive effekter som unge, og styrketræning medvirker til, at de kan klare flere ting i hverdagen. Desuden vil træningen nedsætte risikoen for knogleskørhed og medføre en bedre koordination, styrke og balance.

Styrketræning et par gange om ugen vil hurtigt give dig mærkbare resultater i form af en øget muskelmasse og styrke. Ligeledes giver træning et øget selvværd og stemningsniveau.

Træningen skal dog være planlagt og systematiseret for, at du opnår optimale resultater. Det kan derfor godt betale sig at følge et veltilrettelagt program. På denne måde sikrer du dig en kontinuerlig udvikling i træningen og minimerer risikoen for at få skader.





 
 
Find information om: guiden helse sundhed guide
(Hovedkategori: Motion)